Arbejdet i Klatretræet på Vesterbro – hvad går det egentlig ud på???
Som medarbejder i Klatretræet er man en vigtig del af de mange familiers liv.
Sammen støtter vi alle op om det enkelte barn og de rammer, barnet er i.
Denne rolle kan man kun indtage, hvis man er åben og ærlig – og naturligvis også dygtig.
2+2=5!
Jeg plejer at sige at 2+2=5 – eller med andre ord: Sammen er vi stærkest!
I Klatretræet er der ikke kun plads til, at du udtrykker din mening – der er en forventning om, at du gør det. Uden din viden, dine holdninger og dine observationer risikerer vi at gå den forkerte vej. Med en aktiv dialog mellem dig og kollegerne, mellem dig og mig og mellem os og forældrene får vi afsøgt alle muligheder og fundet den bedste vej at gå.
For at arbejde ens skal vi have mulighed for at arbejde forskelligt!
I Klatretræet har vi en fælles overordnet ramme at arbejde inden for. Den styrkede læreplan, kommunens pejlemærker, vores forskellige politikker (fx kostpolitik) og så videre. Men da vi alle er forskellige – både børn og voksne – er der mulighed for på stuer, i teams og i afdelingerne at arbejde med lokale tilpasninger, så vi kan matche den børnegruppe, vi har på det givne tidspunkt.
Medindflydelse, Medbestemmelse og Medansvar
Muligheden for lokale tilpasninger giver stor grad af medindflydelse, medbestemmelse og medansvar. Som medarbejder i Klatretræet arbejder man loyalt med rammerne og udfylder dem, så vi får skabt det bedste børnemiljø.
Forældresamarbejdet og hjemmelæringsmiljøer
Forældrene er de vigtigste voksne i barnets liv. Dialogen med dem om deres barn er af afgørende betydning for os, for at vi kan sætte den rette indsats op om barnet og gruppen.
Men som pædagog har du en uddannelse, som du kan være stolt af. Du skal turde bringe din faglighed i spil i den respektfulde dialog med forældrene. Dette gør du for eksempel ved at komme med forslag og inspiration til indsatser i hjemmet, der støtter op om de mål, der er for barnet og børnegruppen.
Livslang læring
Som medarbejder i Klatretræet skal du ikke kunne alt fra første dag. Men du skal have lyst til at udvikle dig og gøre erfaringer. Til tider kommer du også til at lave fejl (det gør jeg også) – ellers laver du for lidt. Vores fejl er vigtige udviklingspunkter, som vi aktivt bruger til at udvikle vores kompetencer – hvad var årsagen til fejlen? – ikke for at placere skyld, men for at danne et grundlag til ny ændret handling - hvad kan vi gøre bedre eller anderledes næste gang?
Professionel uenighedskultur
Det kan være svært at se sig selv og sine handlinger udefra. Vi har derfor en aftale i Klatretræet og med vores forældre om, at vi siger, hvad vi har på hjertet – naturligvis i en respektfuld tone. Hvis du undrer dig over en kollegas handling, så forventes det, at du deler denne undren med kollegaen. Hvis du undrer dig over noget, jeg siger eller gør, så forventer jeg, at du kommer til mig med det. Hvis du undrer dig over eksempelvis et barns pludseligt ændrede adfærd eller andet, så forventes det, at du taler med forældrene om det. Hvis forældrene undrer sig over noget fra vores hverdag, så forventer vi, at de kommer til den pågældende medarbejder, stuen og i sidste ende mig med det.
For at slå et søm i væggen, skal du bruge en hammer.
Som pædagog i en daginstitution er der mange opgaver man skal løse. Og det er ikke altid opgaver, man selv har fundet på - sådan er det at arbejde i en organisation som vores.
I Klatretræet gør vi meget ud af, at der til en opgave også følger et værktøj til at løse den. Med denne tilgang passer vi godt på arbejdsmiljøet, samtidig med at vi også sikre et fornuftigt niveau for opgaveløsningen. Du bliver altså ikke ladt alene med en svær opgave.
Lyder det lidt overvældende? Det kan forkortes til følgende:
- Åbenhed
- Ærlighed
- Kompetent og læringsparat
Hvis du kan se dig selv i dette, så vil jeg meget gerne høre fra dig.
Casper Schmidt-Nielsen
Pædagogisk leder i Klatretræet
zw8u@kk.dk, 33 66 66 46