Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre i Klatretræet 

Tak for jeres interesse for Klatretræet på Vesterbro. Vi er meget stolte over, at I overvejer at overlade det dyrebareste, I har, i vores varetægt, mens I er på arbejde, på studie eller andet. 

Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at skabe det bedst mulige børneliv for jeres barn og for kammeraterne, hvor trivsel, udvikling, læring og dannelse er i fokus. 

Vi har en personalegruppe, som er drevet af engagement og begejstring, og vores faglighed er høj.  Det er den, dels fordi alle vores medarbejdere er dygtige, dels fordi andelen af pædagoger er høj. Men vi lykkes kun halvt, hvis vi ikke har jer forældre med om bord. Og det har vi kun, hvis vi har et godt samarbejde. 

Sammenhæng i børns liv 

Alle børn og familier har deres egen unikke historie. En historie, der har betydning for, hvordan jeres barn udvikler sig. Hos nogen har graviditet, fødsel og tiden efter været helt uproblematisk. Hos andre har der været tvivl og udfordringer. Dette er noget af det fundament, jeres barn udvikler sig fra.

Når I starter hos os i vuggestue eller børnehave, vil vi meget gerne kende jeres historie: Er der noget, vi skal være opmærksomme på i vores tilgang til jeres barn? Det er også vigtigt for os at vide, hvad jeres barn er glad for og god til – dette vil typisk være den bedste indgangsvinkel til at støtte jeres barn.  

Vi lærer løbende jeres barn bedre at kende og gør os erfaringer med, hvad han eller hun er glad for, god til og måske ikke er så vild med. Måske er der også områder, hvor vi skal ”trylle” lidt. Vi har et stort udvalg af motiverende ”tricks” i vores ærmer. Og det har I helt sikkert også.

Vi kan have rigtig meget gavn af at dele tips og tricks – hvad oplever I hjemme, at jeres barn er glad for? Er der nogle områder, hvor I gør tingene lidt anderledes end normalt for at lykkes? Det er vigtigt med en god, gensidig dialog om dette, så vi sammen kan stå bedst muligt.

Er der områder, for eksempel jeres barns motoriske udvikling, hvor der er grund til en særlig indsats, så taler vi sammen om det og aftaler, hvad vi i Klatretræet kan gøre, og hvad I kan gøre derhjemme. 

Den gode dialog 

Den gode dialog har vi blandt andet i hverdagen, når I bringer og henter. Men det er ikke altid nok og heller ikke altid et passende forum til en følsom samtale. Derfor kan vi også aftale møder, hvor vi kan snakke uforstyrret. Disse møder kan både I og vi bede om. 

I vores struktur er allerede lagt en del faste møder ind. For både vuggestue og børnehave er der en velkomstsamtale 3-6 måneder efter, I er startet. Når jeres barn er omkring 2 år og 10 måneder, holder vi en overgangssamtale, hvor I og vuggestuen præsenterer jeres barn for børnehaven. Og børnehaven præsenterer sig for jer.

I efteråret året før jeres barn kan starte i skole, holder vi en 5-års-samtale/førskole-samtale. Her taler vi om, hvad vi og I med fordel kan have fokus på det næste halve års tid for at sikre bedst mulig overgang til fritidsordning og skole.  

Fri for mobberi – og anden snak 

Jeres barn har virkelig gode ører – særligt når det ikke er meningen, at han eller hun skal lytte. I hverdagen arbejder vi med at skabe gode relationer og venskaber og bruger antimobbeprogrammet ”Fri for mobberi”. Det gør vi ikke, fordi vi har mobning i Klatretræet, men for at undgå at det opstår. Det har vi brug for, at I støtter op om.

I Klatretræet er der ingen dårlige kammerater, og ingen børn vil andre noget ondt. Alle børn har en positiv intention bag deres handlinger – og sådan møder vi børnene. Og sådan forventer vi også, at I møder jeres barns kammerater. Jeres barn hører, hvad I og vi siger. Hvis der bliver talt om, at et barn er besværligt, driller eller andet, så hører jeres barn det. Og vores ord bliver til jeres barns oplevelse. 

Undren i hverdagen? 

I vil måske en dag tænke: ”Hvorfor siger mit barns pædagog sådan?” eller ”Hvorfor skriver den pædagogiske leder, som han gør?” 

Når I undrer jer, synes vi, at det er rigtig vigtigt, at I kommer til os og spørger om det, I er usikre på. Rigtig ofte vil der være en god forklaring, men det kan selvfølgelig også være, at vi har gjort noget forkert, at der har været en misforståelse, at I har et andet syn på situationen, eller at noget andet kunne være mere rigtigt. Under alle omstændigheder ligger det os meget på sinde, at vi finder en vej sammen, også når vi er uenige.  

I vores medarbejdergruppe arbejder vi med professionel uenighedspolitik – altså at vi kan være uenige, men respekterer uenigheden og kommer videre sammen. Det er også den tankegang, der præger vores forældresamarbejde. 

Aflevering, afhentning og andre hyggelige stunder 

Som I kan læse i historien om Ellens hverdag, vil vi gerne have, at I afleverer senest kl. 9:15, hvis vi ikke har aftalt andet med jer. Vi har indført aflevering i garderoben. Dette kan måske virke mærkeligt. Men vi har under corona gjort os nogle rigtig fine erfaringer med, at det er en rigtig god løsning for alle parter.

Jeres aflevering bliver enklere, fordi I ikke skal overveje, hvad I skal sætte jeres barn i gang med at lege, når I afleverer. Det sørger vi for. Og jeres barn er tryg i de tydelige og genkendelige rammer: Afleveringen i dag er magen til den i går. Desuden bliver de børn, der allerede er afleveret, heller ikke forstyrret i deres leg, når deres kammerater afleveres.  

Til gengæld er I meget velkomne på stuerne om eftermiddagen. Smid skoene og kom ind og hent jeres barn. Måske skal han eller hun lige lege færdig. I sådan en situation kan I sagtens aftale”2 minutter mere”, men husk at holde aftalen. Måske vil jeres barn gerne vil have hjælp til at rydde op. Det er formentlig træt ”efter en lang dag på kontoret”.  

Har I spørgsmål eller et ønske om rundvisning, så er du meget velkommen til at kontakte os

TRADITIONER 

Udover nogle hyggelige afleverings- og afhentningsstunder, så har vi også nogle arrangementer i løbet af året, hvor I kommer og hygger i Klatretræet. 

I foråret inviteres børnehavens bedsteforældre (eller en onkel, tante, mors og fars ven eller hvem der nu stået barnet nær) til plantedag på legepladsen.  

Senere på foråret er der legedag i børnehaven. Vi mødes typisk på Litauens Plads og leger nogle af vores signaturlege sammen med jer (ja, I skal lege med). Bagefter kan det være, at forældrerådet har sørget for kaffe og the til både vuggestue og børnehave på legepladsen. 

Sidste fredag i august har vi sommerfest. Her bliver der gravet guld, sminket ansigter og det store hit – redet på ponyer! En virkelig hyggelig eftermiddag for børn, forældre og personale. 

Til jul er der julehygge på stuerne. Forældrerådet inviterer jer på juleklip og æbleskiver mens børnehavens storbørnsgruppe går Lucia optog.